Væggene kan tale
Thomas Pålsson,
​Marts 2019
(Revideret udgave af Thomas Pålssons indlæg i “Byens klumme”, som udsendes af den byggefaglige organisation Byens Netværk)

Kunst kan virke fremmed for de fleste. Men det behøver den ikke at være. Når vi tror at kunst skal være højpandet og indspist, så spøger fortiden, hvor kunst kun var for de rigeste. Men kunst har et kæmpe potentiale for os alle sammen i dag, og den er lige til at plukke. God kunst fremkalder refleksion, udfordrer vanetænkning og giver sanselighed, historiefortælling og energi. Kunst i hjemmet øger livskvaliteten. Kunst på arbejdspladsen øger produktiviteten. Og kunst i bygninger giver identitet.

Udsmykningskunst har en særlig appel og direkte virkning på et steds stemning. Den påvirker vores sanseapparat effektivt og er historisk blevet brugt til at propagandere, reklamere og udtrykke identitet, religiøsitet og meget andet verden over og i alle tidsperioder. Den er den fysiske, blivende manifestation af vores fællesskaber - sociale, kulturelle og stedsbundne. Udsmykningskunst taler helt umiddelbart til både børn og voksne, kunstkendere og almindelige mennesker og fanger folk på en særlig måde. Det skyldes bl.a. den store skala, værkernes placering i fælles rum og samspillet med arkitekturen og hverdagslivet. Der er meget energi og liv at hente i udsmykningskunst, hvad enten der er tale om indendørs eller udendørs lokaliteter, nybyggeri eller ombygning, enkelte rum eller byudvikling.
​
​

Udsnit af før-spansk vægmaleri i Teotihuacán i Mexico.

​Når kunst opføres som en del af fælles rum og integreres i arkitekturen, begynder vi at identificere os med den, fordi den også bliver en del af vores hverdag. Den kan give et sted sit eget unikke, identitetsunderstøttende særpræg og skaber mening og værdi for os, når værkerne er stedsligt forankrede. God udsmykningskunst kan indfange et steds atmosfære og iboende fortællinger og vender dem udad på en sanselig måde. Den afspejler sin sammenhæng og er samtidig med til at udvikle denne sammenhæng. Den fremkalder refleksion og skriver historier ind i de rum, vi lever i. Hvis vægge kunne tale, siger man, og det kan de.

Udgangspunktet for Thomas Pålssons værker er altid stedet. Dets beliggenhed, anatomi, arkitektur, identitet, liv, historie og iboende fortællinger indoptages i den kreative proces. Udsmykningsarbejdet baseres på deltagelsesprocesser/samskabelse for at involvere interessenterne mest muligt og skabe forankring for værket. Samskabelsen giver i den lokale kontekst ofte anledning til nye møder og fællesskaber, som ellers ikke var opstået, ligesom eksisterende lokale fællesskaber kan styrkes igennem et fælles projekt. I organisationer kan bevidstheden om grundværdier, formål og identitet styrkes og samskabelsen har ofte værdi langt udover den kunst, der skabes. Samskabelsen har et dobbelt formål. Den giver både de deltagende indblik i - og indflydelse på - den kreative proces og den giver kunstneren indsigt i, hvad der er på spil i den pågældende kontekst.
​

To gavlmalerier udført for Vesterbro Ny Skole i samarbejde med Områdefornyelse Centrale Vesterbro. Værkerne er bl.a. udviklet sammen med skolens elever igennem workshops, hvor stedets historie, nutid og fremtid smeltede sammen i collager udarbejdet af elever. De visuelle forskydninger i tid skulle både styrke elevernes lokalhistoriske forståelse og udgøre konkrete forlæg for de endelige værker.
​

​Thomas Pålsson har i tidens løb inddraget boligforeninger, ledelser, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, udsatte unge, borgergrupper og mange andre i kortere eller længere perioder. Samskabelsen kan tage form af alt fra samtaler og enkeltstående workshops til længerevarende forløb eller midlertidige kunstrum. Den systematiske inddragelsesmetode, Thomas Pålsson benytter, er baseret på hans metodeundervisning, bl.a. igennem 10 år på Kunstakademiets Designskole, og på konkrete erfaringer med en lang række udsmykningsprojekter og tværfaglige samarbejder. Processen tilrettelægges altid med udgangspunkt i stedets og projektets særegne omstændigheder og gentænkes hver gang.

​God bygningsintegreret kunst afspejler sin sammenhæng og er samtidig med til at skabe selve sammenhængen. Den bygger på stedets ånd og er samtidig med til at udvikle. Det gælder nybyggeri såvel som modernisering, almennyttigt såvel som privat byggeri og indendørs såvel som udendørs lokaliteter.
​

Thomas Pålssons 8 vægmalerier i Papirøens lobbyer er baseret på grundige undersøgelser af stedets historie i samarbejde med historikere og arkæologer og er udtryksmæssigt integreret i arkitekturen - i dette tilfælde tegnes der med en særlig pen direkte på den rå beton i fri hånd.

Indfrielsen af dette enorme potentiale kræver på den ene side kunstneriske udtryk, der spiller sammen med arkitekturen og det levede liv. Og på den anden side kræver det, at byggeaktørerne benytter sig af den særlige stedsspecifikke kunstfaglighed, som nogle kunstnere har. Brugerinddragelse kan bl.a. være et vigtigt værktøj. Brugerinddragelsen kan være nøglen til den afgørende forankring af kunsten. Den inddragende proces kan afdække, hvad der er på spil i den givne sammenhæng, og de vundne indsigter kan anvendes i kunsten. Her fokuseres på f.eks. på historik, værdigrundlag, identitet og tanker om fremtiden, og processen har typisk værdi langt ud over den kunst, den afføder.

Der ligger således en oplagt mulighed lige for, som kan være til stor gavn for både kunsten og den verden, den agerer spejl for. Vores liv kan blive beriget og kunsten kan tage en afstikker ud af galleriet og ind i almindelige menneskers hverdag, hvor livet leves. Væggene kan tale, vores øjne lytter instinktivt og der er lavthængende frugter i massevis, hvis vi forstår at plukke dem.