DAVIDS BRYLLUP

Third space, 2016

“Jeg har fået albummet ved en tilfældighed. Det er overleveret fra folk, der er døde, til nogle jeg kender. Faktisk min svigermor, der sagde. “Hey, prøv at se her,” og så har jeg bare haft det liggende siden. Det er så syret, det album. Familien har taget billeder af deres stuer uden mennesker og vægge med malerier, men ikke sådan: “se, hvor fint her er”, for de er ikke specielt opstillede, de ligner nærmere noget man har taget til at forsikringsselskab. På andre af fotografierne hygger de sig, har det sjovt, og det er sådan lidt overklasseagtigt. Nogle af dem forestiller måske deres tjenestefolk eller ansatte. Og så er der nogle af dem, hvor de har klædt sig ud i noget renæssance-tøj med en renæssance-guitar og laver en eller anden form for teaterstykke. Man kan sige, at jeg har ‘affotograferet’ fotografierne ved at tegne dem. Jeg har forstørret dem og samplet nye motiver og idéer, byttet rundt, klippet og mixet og sat figurer ind fra andre verdener. Der er en figur, der måske peger lidt på resten af mit arbejde: Det er en klovnefigur, der går igen og stammer fra en tidligere serie. Jeg forestiller mig, det er ham, der er i centrum ved en fest, eller måske er det hans bryllup. Klovnen er jo en konkret figur, men den er også helt afgørende, som et arketypisk symbol. Klovnen eller narren, eller det vi kalder en freak eller landsbytossen. Men hvis man går lidt tilbage i tiden, så er landsbytossen det samme som shamanen. Fordi det er ham, der får lov at være underlig, han er udenfor, og han viser det, der er så meget ved siden af, at vi andre kan se, hvad der skal være normalt.”