"DRØM"
Roman af Erwin Neutzsky-Wulff gennemillustreret af Thomas Pålsson.
Forlaget Erwin Neutzsky-Wulff, 2016
541 sider, 35 illustrationer.
Et helt års digital brevveksling mellem tegneren Thomas Pålsson og forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff opstod ved en ren tilfældighed og stod på uden et eneste fysisk møde undervejs. Et kapitel veksledes til en tegning og vice versa, og tegneren kendte ikke bogens slutning, før sidste kapitel blev udleveret, ligesom forfatteren over tid så historiens visuelle verden tage form. Resultatet er en gennemillustreret murstensroman i science-fiction-genren med titlen “Drøm” og en kunstudstilling.
Se udstillingen her
Roman af Erwin Neutzsky-Wulff gennemillustreret af Thomas Pålsson.
Forlaget Erwin Neutzsky-Wulff, 2016
541 sider, 35 illustrationer.
Et helt års digital brevveksling mellem tegneren Thomas Pålsson og forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff opstod ved en ren tilfældighed og stod på uden et eneste fysisk møde undervejs. Et kapitel veksledes til en tegning og vice versa, og tegneren kendte ikke bogens slutning, før sidste kapitel blev udleveret, ligesom forfatteren over tid så historiens visuelle verden tage form. Resultatet er en gennemillustreret murstensroman i science-fiction-genren med titlen “Drøm” og en kunstudstilling.
Se udstillingen her
UDDRAG FRA "DRØM"
James Mitchell var intelligent, ingen tvivl om det, det var blot en helt igennem asocial intelligens. Hans insisteren på aldrig nogen sinde at applikere den på noget som helst, hans omgivelser så nogen som helst nytte i, grænsede til autisme.
I en periode sprang han fra universitetsstudium til universitetsstudium uden nogen sinde at fuldende noget af dem. Den tanke, at noget enkelt af dem kunne føre til en universitetsgrad og en levevej, lå ham fjern.
I stedet begyndte han ustandselig forfra med en ny interesse: Matematik, lingvistik, fysik, molekylærbiologi. Han opkastede teorier, ingen tog alvorligt, gjorde opfindelser, ingen ville realisere, og skrev digte, ingen ville trykke.
Der var for så vidt ikke noget i vejen med nogen af dem, han savnede blot i ekstrem grad køkultur. Nye ideer ender som sidst ankomne meget naturligt sidst i køen, og der stod han så trippende, indtil han fik øje på en, der syntes at bevæge sig lidt hurtigere, og nåede følgelig aldrig frem til billetlugen.
Han indså ikke nødvendigheden af at skrive af i tyve år, før man kan tillade sig at give udtryk for egne tanker – hvis man til den tid stadig har nogen – hvilket udelukkede en akademisk karriere. Såvel videnskab som kunst er teamwork, hvorfor du hele tiden er nødt til at få den langsomste i klassen med, administratoren, rektoren og redaktøren.
Det ville aldrig være faldet James Mitchell ind at vente på nogen eller blot se sig tilbage i feltet. Men det bekymrede ham heller ikke at sprænge målsnoren, før selv publikum var nået frem.
I tidens fylde ville personer med en tankevirksomhed, der foregik i et rimeligt tempo, få æren for hans ideer. De få tilskuere betragtede ham som åndssvage børn under en teaterforestilling, der applauderer støjende, når der er noget, de har misforstået, og mest ad sig selv, men for det meste blot med et tåbeligt, vidende smil.
Mars var for ham blot terra incognita i en ny potens, og det ensomme øde skræmte ham ikke. Han havde altid været på Mars.
Hans helbred var tillige upåklageligt, og han var atletisk uden at være muskuløs, hvilket ligeledes var en fordel. En udviklet fysik stiller langt større krav til energitilførsel.
I begyndelsen var det blot en idé, indtil det gik op for ham, at han ikke kunne komme i tanker om noget mere udfordrende. Derefter handlede alt om Mars.
Han blev ekspert i planetens geologi, geografi og klima, og dertil rocket scientist – i bogstavelig forstand – uden at det krævede nogen større indsats end hans i forvejen encyklopædiske viden. Når andre slappede af med en krimi, gjorde han det med en lærebog.
Det gik endvidere ret hurtigt op for dem, der skulle vurdere hans ansøgning, at han ikke blot var et omvandrende leksikon, men at hans lærenemhed i lige grad omfattede en evne til at reagere på samme tid hurtigt og adækvat på nye situationer. Han blev således hurtigt favorit, og selv, hvor de mere mekaniske udvælgelseskriterier ville have siet ham fra, slap han igennem på en eller andens insistens.
Og så havde han endnu en fordel, selv om den næppe indgik i overvejelserne, i det mindste de bevidste. Han lignede Buster Crabbe.
Så da de 200.000 ansøgere var blevet til 660, og de 660 til ti, var han stadig med i løbet. Det var endvidere ham, der blev interviewet til den kulørte presse, hvor han for en gangs skyld sagde det rigtige.
Hans ganske ægte entusiasme smittede, og Mars One, der ligesom rumprogrammet generelt havde stået i den offentlige bevidsthed som et vanvittigt spild af penge, blev atter det eventyr, det havde været i halvtredserne og tresserne. Dette både glædede og overraskede givetvis æggehovederne bag projektet.
Det blev dog også i stigende grad klart for dem, at al denne begejstring havde som forudsætning, at det var Jens Lyn, der sad i raketten på affyringsdagen. Man begyndte med andre ord at se på denne særlige kandidat med såvel større velvilje som agtpågivenhed, men også at finde på undskyldninger for hans mulige mangler.
At han i udpræget grad savnede respekt for autoriteter, betød naturligvis mindre i betragtning af, at han ikke sjældent vidste mere end sine lærere. Hertil kom, at den ringe viden, man havde om de udfordringer, han ville blive stillet over for, favoriserede et vågent intellekt over træning og disciplin.
Der var af nødvendighed tale om en skrabet udgave af projektet. Den oprindelige transhab i fire niveauer var blevet reduceret til et enkelt, foruden landingsmodulet.
Her ville han komme til at opholde sig i syv måneder, i vågen og sovende, men altid vægtløs tilstand. Hans føde ville bestå af koncentrerede næringsstoffer, ligesom han ville komme til at drikke sin egen filtrerede urin.
Motionscyklen var blandt de første besparelser. Der var et enkelt vindue med en diameter på en halv meter – til gengæld var glasset ti centimeter tykt.
Avionik og life support optog omtrent halvdelen af pladsen i kabinen, men de havde ikke den store lighed med instrumentbrættet på en jumbojet, som han oprindelig havde forestillet sig det. De nødvendige evner som pilot modsvarede dem, der krævedes af en flue i en flaske.
I det hele taget lignede det slet ikke et rumskib, besluttede han. Mere en enecelle med livstidsfangens særlige privilegier, hovedsagelig en computer med et righoldigt bibliotek.
Chancerne for succes var oprindelig blevet beregnet til halvtreds procent, nu var de nede på femogtyve. Roveren ville fragte ham, iført sin Mars Suit, fra landingsfartøjet til biodomen, hvor han teoretisk set ville tilbringe resten af sit liv.
I realiteten var hans eneste chance for overlevelse, at han blev hentet i lufthavnen af en monolit, eller bedre: Spielbergske alfer, der talte døvesprog. Han blev informeret om de mystiske signaler fra planeten i en af de allersidste briefings, nærmest som om det var en slags frynsegode, at han kunne påregne i bedste halvtredser-science-fiction-stil at støde på amazoner i netstrømper og måske en dinosaurus eller kødædende plante eller to.
Han havde svaret overlegent på journalisternes spørgsmål, hvordan han ville klare ensomheden, og om han ikke var bange. Nu, knap en uge ude i rummet, ramte begge dele ham som en smerte.
Han var alene, indespærret, og ikke blot i en celle. Udenfor var der ingenting, et sort ocean uden bredder.
Tomheden lå som en uflyttelig vægt på hans brystkasse, og somme tider forekom det ham, at vægtløsheden gav ham åndenød. Han vidste, at det var angsten, der snørede hans strube sammen.
Det var mere end frygten for, at hans frøkapsel skulle briste og sprede ham i det tomme, et primordialt flugtinstinkt, der ikke kunne tilfredsstilles. Det var klaustrofobi og agorafobi i en ny frygtindgydende kombination, naturen hverken havde eller kunne have forberedt ham på, af det begrænsede og ubegrænsede, hæmningen af hans bevægelsesfrihed med følelsen af det bundløse fald.
Men James Mitchell var med alle sine eksotiske interesser i udpræget grad et fornuftsvæsen. Han var således ikke blot i stand til at holde sine stemninger fra livet som et kobbel snappende ulve, men kunne decideret bruge dem til at øge sit velbefindende.
På denne måde blev hans barnlige rædsel for det mørke skab til barnesengens tryghed med tegneserier og lommelygte. Han havde jo alt, hvad han havde brug for, hulemanden behøvede ikke at forlade hulen, og bålet holdt sabelkatten på afstand.
En selv for ham uigennemskuelig teknik ville bringe ham frem til bestemmelsesstedet så sikkert, som hvis han sad i en Greyhound Bus med tindingen mod den kølende rude og blot lod alle de våde lys fare forbi derude som opløste stjerner. Med tiden blev smerten i brystet til den behagelige kildren, når sengen kalder.
Han ville sove det halve år væk, besluttede han, som en doven bamse i vinterhi. Vågne et par timer, udføre de simple rutiner, spise lidt, se en film eller læse en bog med blot et ligegyldigt blik på kalenderen.
Efter en måned var alt dette blevet rutine, og kabinen hans hyggelige, om end noget sterile etværelses, og tomheden ikke stort anderledes end den, han i grunden altid havde følt, en prægnant tomhed, der gav plads til hans tanker og skiftende projekter. Kun sjældent følte han, at der manglede noget i hans tilværelse, som rumkapslen var så elokvent en metafor for.
Også rent fysisk følte han sig veltilpas, ikke vægtløfterens demonstrative, gispende sundhed, men en art kroppens diskretion. Den trængte sig ikke på, men arbejdede i et tilstødende værelse, fordøjelse og vejrtrækning, og hvad kroppe nu gør, og gav ham ro til det, han skulle.
Han var blevet instrueret om at holde øje med den som en plagsom lillebror, for Upraktiske Gris var ikke helt så sikker i sit murstenshus af metal, som han drømte. Udenfor lurede baggrundsstrålingen og den radioaktive stjerne, han godt nok bevægede sig væk fra, men uden det svøb af ozon, Jorden altid indpakkede sine børn i.
Hvor risikoen for kræft trods alt var mindre overhængende, var andre mere påtrængende. Rotteforsøg havde vist, at sådanne højenergipartikler havde en negativ virkning på indlæringsevnen, idet de fik synapserne til at degenerere, som man så det hos patienter med Alzheimer.
Strålingen var som altid insidiøs ved at ligge et godt stykke hinsides det synlige spektrum, men i visse tilfælde kunne den dog udløse en art synsindtryk. Han var således blevet bedt om at rapportere lysglimt i synsfeltet som dem, der ofte ledsager en bestemt type tumorer.
Han havde dog ikke erfaret noget sådant, men derimod ofte skygger, der altid syntes at befinde sig i udkanten af synsfeltet. Der var blevet en lang pause i den anden ende, da han nævnte det, ud over den tid, det tog signalet at nå frem og tilbage.
Han kunne svagt høre en konversation, inden svaret kom: ”Du må hellere komme hjem!” fulgt af en tør latter. ”Vi tror ikke, det er noget at bekymre sig om …”